4/09/2007

Det daglige brød

Fordej:

3 Dl. Vand 37° - 40° C.
4 Dl. Grahamsmel

Fordejen laves 2 – 12 timer før
Rør vand og grahamsmel sammen.
Lad grøden stå i stuetemperatur med låg eller lignende over.

1½ Dl. Kogende vand
1 Dl. Tykmælk eller kærnemælk
20 Gr. Gær
½ Dl. Olie
1 Tsk. Groft køkkensalt
1 Tsk. Honning
Ca. 600 Gr. Hvedemel

Rør surmælken i det varme vand.
Hæld og rør væsken i fordejen i et lerfad.(Temperaturen bør nu være mellem 28° - 37° C.)
Smulder gæren i, rør igen.
Tilsæt olie, salt, honning og ælt hvedemelet i – lidt af gangen – til dejen har dannet en elastisk struktur og slipper indersiden af fadet.
Læg et fugtigt viskestykke over.
Lad dejen hæve i stuetemperatur i 1 – 1½ time.

Dejen slåes ned, og lægges på et meldrysset bord, ælt evt. mere mel i, indtil dejen føles spændstig.
Del i 2 lige store stykker. (Vægt ca. 2 x 700 Gr. )
Lad stykkerne hvile et øjeblik.
Slå brødene op, og form dem til aflange, runde eller flettede brød.
Efterhæver ca. 20 minutter på bageplade, eller til ca. dobbelt størrelse under et let fugtigt klæde.(Husk at tænde for ovnen).

Brødene pensles med let sammenpisket æggehvide/æg og vand eller mælk, og ridses med en skarp kniv, drysses med grahamsmel, eller andre melsorter, kerner, nødder eller frø, som et signal/oplysning om, hvad brødene indeholder.

Bagetid: 30 – 35 minutter ved 180° - 200° C. eller til brødene har en krummetemperatur på 95° C.(Kan måles med stegetermometer!)
Brødene lægges til afkøling på en rist.

Ingen kommentarer: