10/29/2017

Muslingesuppe med pocherede æg, fennikel og purløg.




Muslingesuppe med pocherede æg, fennikel og purløg.

6 Couverter.

1½ Kg. Friske rensede muslinger               
2 Fed hvidløg   
2 Løg
3 Dl. Tør hvidvin

3 Dl. Sødmælk                              
4 Dl. Piskefløde         
6 friske æg
15 Stængler purløg                        
3 L. Vand                 
3 Dl. Eddike
Salt og peber                      
Citron

1 Lille fennikel                     
6 Stængler purløg    


Tilberedning:

Kog hvidvin op sammen med de finthakkede hvidløg og løg i en stor gryde.
Når hvidvinen koger, kommes muslingerne i, og der kommes låg på gryden.
Muslingerne dampes i ca. 5 – 6 minutter.

Muslingerne tages op, og saften sigtes gennem en meget fin sigte.
Muslingerne pilles ud af deres skaller og gemmes.

Kog nu muslingesaften op sammen med fløde og mælk, kom purløget i, og blend suppen med en stavblender, så suppen bliver let grøn.
Herefter koges suppen ind og smages til med salt, peber og eventuelt lidt citronsaft.

En lille fennikel flækkes, og skær den, som Du ville hakke et løg, nemlig i fine tern.
Blancher de små tern i letsaltet vand i 1 minut, og afkøl straks i isvand.

Kog vand og eddike op i en sauterpande.
Imens slås de 6 æg ud på hver sin lille tallerken, og hvis der er lidt væske, der ikke er hvidt, hældes det væk.
Når vandet koger, tages et piskeris, og der laves ”cirkler” i vandet.
Nu kommes æggene i et efter et, og der kan skrues lidt ned for vandet, så det blot simrer.
Æggene skal pochere i ca. 4 minutter, efter det sidste æg er kommet i vandet.

 Anretning:

I midten af den varme tallerken lægges det pocherede æg.
Rundt herom lægges de lune muslinger og fennikeltern, og den rygende varme muslingesuppe hældes over anretningen, og der pyntes med purløg.




Grove couvertbrød til suppe.

4 Dl. Lunkent vand              
25 Gr. gær               
250 Gr. hytteost
2 Tsk. salt                          
1 Spsk. rapsolie         
150 Gr. grahamsmel
150 Gr. havregryn               
500 Gr. hvedemel

1 æg til pensling                  
Groft havsalt til pynt


Tilberedning:

Rør gæren ud i det lunkne vand.
Tilsæt hytteost og de øvrige ingredienser.
Hold lidt hvedemel tilbage og tilpas til dejen har den rette konsistens.
Dæk dejen til og lad hæve i 1 time.

Ælt dejen godt igennem på et meldrysset bord.
Del den i 8 stykker og form til flutes.
Læg dem så tæt på en bageplade med bagepapir at de hæver sammen.
Lad brødene efterhæve i 30 minutter.
Forvarm ovnen til 200º varmluft.
Pensl med sammenpisket æg (eller vand) og drys med havsalt.

Bag ca. 20 - 25 minutter.



Velbekomme!

Ingen kommentarer: